Produktionsnoter

Sitcom Valley – Kapitel 3 - Hvem har drukket vinen?

Fri, 11 Oct 2013 10:50:22 +0200

Kort resume: I starten af 2013 opdagede jeg at Johnson (ikke hans rigtige navn), en berømt producer, tekniker og mixer var afgået ved døden tilbage i januar 2010. Han havde lavet plader med bl.a. George Harrison, The Rolling Stones, Tom Petty bare for at nævne nogle få. Jeg var hans assistent under indspilning af bandet Sitcom Valley (ikke det rigtige bandnavn). Jeg har valgt at anonymiserer studiet, band og personer af respekt for den afdødes efterladte.

Studiets ejer havde få måneder inde Sitcom Valley kom i studiet, haft fødselsdag og derfor fået utallige flasker vin som lå ude i skabet nede mod toilettet. Her må jeg nævne at Johnson var tørlagt alkoholiker. Situationen med massemordet i USA og det at han var så langt væk fra sine venner og familie har måske gjort det svært for ham at klare presset. Han havde i hvert fald fundet ud af at der var vin, masser af vin i skabet ude ved toiletterne. Da han var rejst, opdagede vi at der manglede store mænger af fødselsdags vinen. Til nogen ærgrelse fra fødselaren. Pludselig dukkede der også nogle minder frem hvor han indimellem forsvandt pludseligt og jeg ser ham komme gående fra netop den ende af studiet hvor skabet var. Men da toilettet jo også lå den vej, var det ikke noget jeg skænkede mange tanker. Sitcom Valley døbte ham herefter Johnson’s Rødvin og omtalte ham også som sådan i medierne. Medierne som jo synes det var en god historie at, de havde fyret en berømt amerikansk producer.

Judge of character
Den dag Johnson blev fyret gik han rundt ude i køkkenet for at lavet sin berømte Chili Con Carne til bandet og os andre, en ret som jeg forstiller mig at han har serveret for alle sine berømte tidligere klienter. Uden job, chokeret og uforstående, gjorde han det eneste han kunne gøre. Lave maden færdig og serverende den til studiets praktikant og undertegnet. Studiet var som støvsuget for mennesker, som om en skjult understrøm havde suget alle ud. Der sad vi med en vred og skuffet mand og holdt ham med selskab i hans ensomhed. Det var den underligste middag jeg nogensinde har været med til. Jeg kunne ikke rigtig afgøre om han var fuld eller chokket var gået udover hans tale center, men snøvlede, det gjorde han i hvert fald og det var ikke den aften i mit liv jeg har følt mig mest tryg.

Oplevelsen med Sitcom Valley og Johnson lærte mig at, som producer er det min opgave at sørge for at bands og artister bliver nurset, får opmærksomhed, ros, engagement og opmuntring. Når jeg skriver det nu, lyder det næsten som logik for burhøns. Den måde jeg ser producer gerningen på (eller lederrollen om du vil), er at det er et service fag. Jeg skal få de involverede til at føle sig godt tilpas med sig selv og kreative og gribe og fastholde deres udfoldelser når de er allerbedst. Bevares, de skal da også presses og udfordres lidt. Men her kommer en andet vigtig egenskab ind billedet. Menneske kendskab. Altså viden om hvordan jeg skal presse dem, uden at de føler at noget er trukket ned over hovedet på dem, ikke føler sig manipuleret og så de også oplever at jeg har forstået deres musik. Når alt det er på plads, kan jeg som producer komme med kreative indspark. Jeg oplevede ikke at Johnson gjorde sig umage nok i sit judge of character og hvad det var for et band han havde med at gøre. Hvordan den interne dynamik i bandet var og forståelsen af at han skulle være tilstede for dem. På den anden side er Sitcom Valley måske også et de mest forfængelige og opmærksomheds krævende bands vi har i landet. Det var helt igennem bare et dårligt match af band og producer. Det er noget der sker fra tid til anden og jeg har selv oplevede dårlige match, med korte ansættelser til følge.

Sitcom Valley – Kapitel 2 - Johnson bliver fyret

Thu, 3 Oct 2013 10:02:56 +0200

Kort resume: I starten af 2013 opdagede jeg at Johnson (ikke hans rigtige navn), en berømt producer, tekniker og mixer var afgået ved døden tilbage i januar 2010. Han havde lavet plader med bl.a. George Harrison, The Rolling Stones, Tom Petty bare for at nævne nogle få. Jeg var hans assistent under indspilning af bandet Sitcom Valley (ikke det rigtige bandnavn). Jeg har valgt at anonymiserer studiet, band og personer af respekt for den afdødes efterladte.

En dag kunne forløbe således. Johnson og jeg mødtes kl. 10 og gjorde klar til dagens indspilning. Så ville bandet komme omkring kl. 11 og vi ville begynde at indspille. Mens bandet spillede sangen op, ville Johnson sidde inde i TV stuen ved siden af kontrolrummet og læse i sin bog. For som han sagde, at når han ikke kunne koncentrere sig om bogen mere, var det fordi bandet havde gang i noget godt og han ville komme ind til mig og lytte, ryge en lille tynd cigarillos og rocke med hovedet til musikken. I alt den tid inden han kom ind, rullede jeg bånd, skiftede det når det var til ende osv. Når der var et godkendt take på bånd ville jeg overføre det til ProTools, så arbejdet kunne fortsætte i det digitale miljø.

The do’s and don’t’s
Nu følger en meget nørdet beskrivelse af hvordan man IKKE skal editere i indspillet trommersæt. Hvis du ikke interessere dig for tekniske detaljer kan du roligt gå videre til næste afsnit, uden at misse nogle pointer i fortællingen.

Da nummeret var overspillet til ProTools lyttede vi taket igennem og Johnson satte steger og prikker på et stykke papir som korresponderede med nummerets længde. De steder der var en prik skulle jeg klippe og rykke lidt på et slag. F.eks. flytte ganske lidt på lilletrommen. Når man klipper trommer er det meget vigtigt at klippe alle de spor der er indspillet trommer på, på én gang. Det dette forgår meget tidligt i min tekniker karriere havde jeg endnu ikke lært eller forstået dette, så når Johnson bad mig at rykke et lilletromme slag lidt tidligere eller senere, var det kun lilletromme sporet jeg flyttede på. Det giver noget værre rod med fase og flam mellem de andre spor der ikke bliver flyttet. Det er lidt ligesom et puslespil du har samlet forkert og bare mast brikkerne samme, for at få det til at passe. Men det gør det ikke og det ser ud af helvede til. Der er visse fejl her i livet man kun gør én gang, det her er bestemt én af dem.

Sitcom Valley er et band med stor selvbevidsthed som er vant til at blive taget sig af og vartede op. Så Johnsons arbejdsmetode med at ligge på sofaen med en bog, til han synes det havde noget der var værd at lytte på, var de ikke tilfredse med. Set med mine øjne havde Johnson en unik chance for at indgå i en kreativ proces med bandet. Det gjorde han ikke og om det var fordi han ikke ville eller ikke havde ikke de fornødne kvalifikationer til at indgå i en proces, ved jeg ikke. Men det havde fatale konsekvenser for hans fortsatte arbejde med bandet. Dagen oprandt hvor bandet ramte muren og havde fået nok. Forsangeren mødte op og gav deres pladeselskab mand, Hr. Klean (ikke hans rigtige navn) besked på gøre det fornødne, herefter forlod han studiet. Med tunge skridt gik Klean ud til Johnson i køkkenet og meddelte ham bandets beslutning, hvorefter han også forlod studiet. De eneste der nu var tilbage i studiet var Johnson, praktikanten og undertegnet.

Læs sidste afsnit her

Sitcom Valley – Kapitel 1 - Johnson ankommer

Thu, 26 Sep 2013 20:17:10 +0200

I starten af 2013 opdagede jeg at en berømt producer, tekniker og mixer var afgået ved døden tilbage i januar 2010. Han døde mens han ventede på en lever transplantation. Han var en god mand og en tekniker og producer med en diskografi der kan gøre de fleste studiefolk misundelige. Den tæller bl.a. George Harrison, Del Amitri, The Rembrandts, Tom Petty bare for at nævne nogle få. Jeg har valgt at anonymiserer studiet, band og personer af respekt for den afdødes efterladte.

Det er tidlig sommer for en del år siden og studies ejer viser guitaristen fra et stort dansk band rundt i studiet. Bandet er på jagt efter en location til at indspille deres næste album i. Lad os kalde bandet Sitcom Valley. De havde hyret en amerikanske producer, tekniker og mixer. Han havde bl.a. et The Rolling Stones album på samvittigheden, men TV fans vil kunne huske titelsangen fra et meget berømt komedie serie der gik mange år på dansk TV, som han også havde indspillet og muligvis produceret. Når jeg skriver muligvis, er det fordi har været svært for mig at finde ud af hvad han har lavet og ikke lavet. Der findes ikke nogen Wiki på manden og kun nogle ganske få artikler om ham. Jeg vil vælge at kalde ham Johnson for nemheden skyld. Johnson havde også et par danske forbindelser fra tidligere, så det var ikke første gang han arbejdede med danskere. Det var måske derfor han havde fået tjansen.

Få dage efter at Johnson var ankommet, valgte nogle mennesker med dubiøs karakter at slå en masse amerikanske statsborgere ihjel. Vi sad alle samme inde i TV stuen og så det med munden åben og troede ikke vores egne øjne. Og Johnson som amerikaner var selvfølgelig endnu mere berørt end vi var, da han var lagt væk fra sin familie og venner som var direkte berørt af hændelsen.

15 minutters harddisk
Johnson var en mand der forstod sig på analog indspilning og havde gjort det siden starten af 70’erne. Til gengæld havde han ingen viden om hvordan ProTools virkede. Det kom som noget af en overraskelse for Pladeselskabet at de nu også skulle til at betale en mand for at betjene computeren. Men det var nu mit held, for studiets ejer der selv var en anderkendt musikpersonlighed, kunne jo ikke være Johnsons assistent. Men det kunne jeg! Det var ved denne lejlighed jeg lærte the do’s and don’ts når man editere trommer. Mere herom senere.

Johnson havde som det første, ladet indkøbe 20 stk. 2” bånd til projektet, på pladeselskabets regning selvfølgelig. Johnson var af den gamle skole og den måde han arbejdede på var, at lade et bånd optage til det var fyldt. Herefter skulle jeg med lynets hast, skifte det ud med et nyt og trykke optage. Det var sådan det var foregået med The Stones og det skulle vi også gøre med Sitcom Valley. Heri ligger der 2 problemer. Det ene værende at Sitcom Valley ikke havde skrevet deres sange eller tekster færdige da de ankom til studie. Det er der ikke noget underligt i og sådan er der mange bands der arbejder. Men det var til stor ærgrelse for Johnson, som følte at han ikke rigtigt kunne gå ind i materialet, når det ikke var færdigt. Studietiden blev brugt på at forfine sangene og store mængder bånd til følge. Det andet problem lå i at et bånd dengang kostede omkring 3.000 kroner, så der lå altså for 60.000 kroner bånd i maskinrummet. Da selskabet opdagede dette var de… hvad skal jeg sige… nå ja, chokerede.

Læs kapitel 2 her

Lysår – Kapitel 4 – Let som en fjer

Wed, 18 Sep 2013 20:02:49 +0200

I forrige kapitel fortalte jeg lidt om en ny metode jeg er begyndt at bruge, karakterfyldte sange.

Thomas har skrevet en lille fin sang med et let guitar fingerspils tema og et dertilhørende fløjte hook. Tromme og bas følgeskabet til sangen er en knastør gang 70’er folk/funk. Og her holder så det fine op, for det lyriske tema fortæller den tragiske historie om en teenager pige, talentfuld elite idrætsudøver, som lider af spiseværing. Det er et godt drama om forventningspres, liv og død og skidengul emalje. Om historien er troværdig eller ej vil jeg ikke gøre mig klog, men det er efter min mening, godt drama.
I lang tid levede sangen med den backing jeg beskrev før. På et tidspunkt blev vi enig om at der skulle mundharmonika på temaet og i mellemstykkerne. De fik en klagende klang ala Once Opon In The West. Pludselig begyndte den indre film at rulle på nethinden og det var ikke en cowboyfilm. Mundharmonikaen blev den ensomme og syge pige, som så desperat havde brug for hjælp. Den sorgløse backing, var det intetanende omkransende samfund.

I c-stykket, midt i sangen, synger Thomas om piges mor, der holder en fest fordi hun er så dygtig til sport og er en rigtig ”vinder”. Så det blev vigtigt for mig at få givet moren en lyd og et instrument. Jeg forstiller mig en mor som er en hvirvelvind af energi, stolt og glad over sin datters formåen og helt uvidende om hvad der forgår inden i pigen. Vi havde ingen problemer med at blive enig om at det skulle være et klaver, men mere vigtigt var det hvad og hvordan det klaver blev spillet, for at blive til moren. Jeg havde en forestilling om at god gang Ragtime kunne tilføre noget af den energi og løssluppenhed som passede til karakteren jeg forstillede mig inden i hovedet. Musikalsk set er det er lidt ligesom at få en firkant ned i et rundt hul. Mikkel Handberg hedder pianisten som skulle bringe liv i morens karakter og det gjorde han på vidunderlig vis.

Så nu har vi altså samfundets lette ligegyldige uvidenhed, datterens klagende ensomhed og den stæreblinde mors kaglende kærlighed. Som en sidste spydspis til at latterliggøre denne tragedie, kommer Narren (eller er det måske gud?) ind i skikkelse af en banjo og har en samtale datteren. Eller som man jo også bare kan sige; Banjoen spiller en chase med mundharmonikaen.

For mig er det her en måde at søge inspiration på og ikke et forsøg på at lave filmmusik eller musicals. Det er meget bevidste valg. Jeg går efter at instrumenterer en sang på en måde som skaber billeder. Og hvis ikke instrumenterne skaber billederne af sig selv, vil jeg gå meget langt for de spiller noget eller på en måde der i konteksten er billedskabende. Jeg kan selvfølgelig ikke sige om lytteren i den anden ende får de samme billeder, men det er jeg heller ikke så optaget af. Det vigtigste er at det rører mig og det giver sangen en særegen personlighed. Så bilder jeg mig ind at lytteren intuitivt opdager det og måske ligefrem bliver berørt af det. Det må gerne stritte og udfordre sangens indbygget konformitet.

Lysår – Kapitel 3 – Karakterfyldt sange

Thu, 12 Sep 2013 19:52:42 +0200

Thomas var med på at afsøge mulighederne for at optimere sangens udtryk. ”Thomas kan du ikke spille et klaver hele vejen igennem sangen?”. ”Er jeg nu god nok til det?” spurgte Thomas lidt bekymret. ”Du er præcis så god man skal være!”. ”Men klaveret stemmer jo ikke” indvendte Thomas. ”Det er heller ikke meningen. Jeg forstiller mig hende sidde og kigge tomt ud i luften og i sin ensomhed slå et par akkorder an på det ny indflyttet klaver”. Det billede kunne Thomas godt følge.

Normal close-mic’er jeg den kilde jeg optager, fordi at give instrumentet præsens og nærværd… men ikke denne gang. Jeg ville gerne male billedet af lejligheden, de bare vægge og knirkende gulve. Så jeg stillede mikrofonerne cirka 1,5 meter fra klaveret for at opnår en distant og ambient karakter. Jeg synes heller ikke en el-bas rigtigt var på sin plads her. Jeg var egentligt klar til at undlade at bruge bas overhoved, men det ville Thomas ikke høre tale om. Så hvis der skulle bas på, måtte det være en kontrabas. Så som albummets sidste indspilning, fik vi Mikkel Tiedt til at spille kontrabas.

Det var med en vis nervøsitet jeg mixede nummeret, for hvis Thomas skulle købe min ide om den tomme lejlighed, måtte jeg lægge mig i selen. Det gjorde han faktisk, i første hug! Jeg må sige at jeg efterhånden er kommet overens med stakkels Donna Ø.
Hvordan en rund kugle kommer igennem et firkantet hul
Jeg vil gerne dele en metode med læseren, som jeg er begyndt at dyrke en del og som jeg finder meget inspirerende. Det er vel egentligt en videreudvikling af visualiserings metoden, en metode jeg beskrev i Mads Westfall - Middelmanden. Men bare hvor der bliver lagt et lag af bevidste billeder, følelser og person beskrivelser ind i instrumentet eller musikken i løbet af sangen.

På sangen om Det Glade Band På Landevejen havde vi lavet et godt tight rock backingtrack, med et call/respons hook mellem el-guitar i den venstre højtaler og akustiske guitarer i den højre og de akustiske tilmed dubbet i stil med Eletric Light Orcestra (Jeff Lynn galore i en larger than life stil). Thomas synger om et bodegaband der spiller landet tyndt, men med tyndslidte never til følge. Vi var begge enige om at der manglede nogle tangenter på nummeret. Men om det skulle være orgel, synth eller klaver skulle vi jo finde ud af. Intet i backing tracket indikerede i øvrigt bodega stemning og det var måske det der generede mig. Jeg følte det var blevet for strømlignet og for tight. Så jeg fik den tanke at det kunne være interessant at, sådan lidt umotiveret, få et klaver til at spille en god gang værtshus boogie. I min billedverden er der er stærk sammenhæng mellem boogie klaver på den ene side og øl, højtråbende madammer og bøvsene mænd på den anden. Jeg synes egentlig også det er som at putte en rund kugle igennem en firkant. Så beroliger det mig også at det fjerner noget af det konforme, at der er noget der stritter.

fortsættes i... Kapitel 4

Lysår – Kapitel 2 – Vaskemaskinen

Thu, 5 Sep 2013 11:58:56 +0200

Da vi så året efter for alvor gik i gang med at indspille grundbånd til albummet, lagde vi bare rigtige trommer oven på, den demo vi have startet på året før. I løbet af det næste år dubber vi nogle nye guitarer på, lidt skramlet klaver og andre gode ting. Men på et tidspunkt i løbet af forsommeren 2013, da vi var godt i gang med at lave vokaler til albummets andre sange, kunne jeg ikke udsætte diskussionen mere. Jeg luftede mine føromtalte bekymringer og holdninger for Thomas, som var villig til selv at give sangen et ærligt og helhjertet forsøg. Hvis jeg så på den anden side også ville være med til at lade en kvinde prøve at synge den. Det kunne jeg jo dårligt sige nej til.

Og Thomas lagde en god vokal på tracket, men det ændrede ikke på Thomas følelser for den kvindelige vokal. Jeg var meget ærgerlig, men måtte nu arbejde på en holdningsændring. Nemlig det faktum at, det jo var Thomas album og som sådan skal han jo have hvad han ønsker og jeg er hans værktøj til at komme frem til det mål. Jeg havde som Thomas personlige Jesper Fårekylling slået et slag for kunsten og jeg kunne ikke gøre mere. Jeg vil være ærlig og fortælle at jeg måtte slå mange knuder på mig selv, for ikke at løbe over med frustration.

Casting, casting, casting
Thomas havde fået sin faste kor sanger og pianist i Lysår-bandet til at komme og synge den. Maj-Brit er en meget dygtig sanger som har virkelig godt styr på sit værktøj. Hun er meget glad for bl.a. amerikansk R&B og det lod sig skinne igennem på hendes vokale udfoldelser. Det er bare således at min opfattelse (og i nogen grad også Thomas’ egen) at Thomas sangskat er udpræget nordisk i sit udtryk, hvor vokal-akrobatik i amerikansk R&B stilart, ikke nødvendigvis passer ind.

Her er et klassisk eksempel på en uhensigtsmæssig casting. For at få sangen i kassen på en måde som jeg syntes var det rigtige, måtte jeg gå ind og ændre radikalt på Maj-Brits måde at bruge sin stemmen på. Kort sagt fjerne alle hendes fraseringer og dem der fik lov til at komme med, blev forenklet dramatisk. Jeg vidste godt at det nok ikke var så rart for Maj-Brit på den måde at komme en tur i vaskemaskinen, men hun tog det pænt. På trods af at jeg syntes vi begik kunstnerisk forræderi, må jeg sige at Maj-Brit for sin del lagde en virkelig god vokal. Thomas var også svært begejstret. En uge senere kom hun igen, da hun skulle lægge kor på nogle af de andre sange på albummet. Der fik vi en snak og hun afslørede ikke overraskende, at hun ikke var brød sig særligt meget om sin præstation. Jeg fortalte hende vi var meget tilfredse, men at jeg godt kunne forstå hendes frustration.

Men trængslerne for Donna Ø var endnu ikke forbi. Den næstesidste indspilnings dag, lyttede vi alle albummets sange igennem, for at se om der lige manglede en sidste detalje. Vi lyttede til Donna Ø og jeg vred mig i stolen... ”Thomas hvad er det den her sang skal? Der sidder en nedbrudt kvinde i Østerbro lejlighed, men det lyder som en honningkage fabrik. Det skal vel lyde ensomt og forladt?” Jeg kan ikke huske hvad Thomas svarede. Derefter mutede jeg alt der lød af vellyd, hvilket efterlod Maj-Brits vokal, trommerne, klaver tema og en Melodika. Alle guitarer (og der var mange), Fender Rhodes samt en Harmonika lignede instrument blev slagtet.

- fortsættes i... Kapitel 3

Lysår – Kapitel 1 – Donna Ø

Thu, 29 Aug 2013 09:25:18 +0200

”Skriver du ikke et blog indlæg om mig? Så skal det handle at jeg altid gør hvad ”mr. producer” (sagt med amerikansk accent) siger.” Det får mig til at smile og kluk le. Af to grunde: 1. Det er en sjov udtalelse 2. Det passer ikke at Thomas altid gør hvad jeg siger. Thomas er manden bag synonymet Lysår og er Pink Floyd ekspert og har som sådan afholdt et ton af foredrag om det emne rundt i hele landet.

Tilbage i sommeren 2010 gik vi i gang med de første demoer til det album der hedder Frontfigur på orlov. Når et album tager lang tid at lave, er det ikke fordi at vi arbejder langsomt når vi er i studiet eller at vi har arbejdet hverdag i 3 år, langtfra. Det er et udtryk for at Thomas har et liv og et arbejde som skal passes og en indspilnings proces skal passe ind rundt omkring livet og arbejdet. Faktisk har den samlede produktionstid kun været på 34 dage.

Jeg har siddet og funderet over hvad jeg skulle fortælle fra vores proces og hvad der kunne være relevant at dele. Der er jo sådan set nok at oplevelser at tage fra, når vi har været i gang i så lang tid. Så jeg vil fortælle om de gange vi ikke har været enige og hvordan vi er kommet frem til en løsning. Men allerførst vil jeg lige fortælle om hvordan jeg har grebet processen an.
Thomas havde skrevet en stribe sange, som jeg ikke på forhånd havde hørt. Så går vi bare i gang med grundbånd, uden en plan og bare lader os inspirerer af musikken og hindanden. Det er en lidt tidkrævende metode, for det kræver at vi opfinder den dybe tallerken, mens vi står med hænderne nede i bolledejen. Vi starter i et hjørne og arbejder os helt intuitivt frem efter, så det er først når vi står ved mix at vi ved hvordan sangen kom til at lyde. Det er sådan en dejlig planløs måde at arbejde på. Næst efter Kontroltab (læs mere om Kortroltab i blogindlægget om Grimme mennesker eller Den hvide klovn) er denne metode min favorit.

Én sang voldte mig flere problemer end jeg havde forestillet mig og Thomas gjorde ikke som jeg sagde, som han jo ellers påstår han altid gør. Men det var måske også meget godt. Det var faktisk den første sang vi lavede en demo af tilbage i sommeren 2010. Demoer kan være en farlig ting, de kan nemlig lige pludselig blive ophøjet fra demo til album track. Noget der ikke altid er at fortrække. Donna Ø hedder sangen. Vi indspillede den i en version, med trommemaskine og forskellige midi keyboards.

Fra starten have Thomas en vision om at den skulle synges af en kvinde, en vision jeg ikke helt forstod. Sangen handler om en kvinde der har forladt sin ignorant af en mand, men med en velbjærget pengepung og derfor råd til en lejlighed på Østerbro. En mand som hun måske ikke valgte helt med hjertet, men mere for at få en lejlighed, når ja på Østerbro.

Nu er jeg stor tilhænger at en kunstner går i forreste række og som minimum synger sange i ”jeg” eller ”vi” form. Om sangen er sand eller falsk, fordomsfulde, overbærende eller indsigtsfuld er ikke så vigtigt. Så at Thomas havde skrevet en (efter min mening fordomsfuld) sang om en forvirret kvinde på Østerbro havde jeg ingen problemer med, men at han ville have en anden til at synge den, var i mine øjne forræderi mod den kunstneriske integritet og den kontrakt vi som kunstnere indgår med lytteren.

- forsættes i... Kapitel 2

Jens K – Kapitel 4 – Processen der blev ved

Thu, 22 Aug 2013 13:13:05 +0200

Vi havde lavet nogle virkelige vitaminholdige grundbånd, med masser af kant, nerve og spilleglæde. Det arbejde Jens og jeg havde lavet i demofasen havde vist sig at være virkelig solidt. Så det var ingen sag at komme i gang med vokalerne og lave de dubs der nu skulle til.

Lige et par ord om brugen af akustisk guitar. Som den trofaste læser måske husker i historien om Angu, brugte jeg meget energi på at undgå brugen af lige det instrument. Det var også et bevidst valg at vi ikke brugte akustisk guitar i grundbånds indspilningen. Derved stod det i dub situationen, meget klart hvilke sange der ville have glæde af en akustisk guitar. Den akustiske guitar ville formentlig ligeledes have ændre på bandets dynamik og musikerne ville have valgt at spille anderledes, med uoverskuelige konsekvenser til følge.

Da alle indspilningerne var klaret, startede vi på mix. Jeg havde en forestilling om at det kunne vi nok klare rimelig hurtigt. Det var bare at lave lidt god lyd og klange instrumenterne, også var den ged ellers barberet. Aftalen var at Jens blev derhjemme og jeg skulle så mixe alene på livet løs. Så skulle vi så sammen lave en opsamling dag, hvor vi rettede mixene til.

Jeg lavede de første mix til Jens' nogenlunde tilfredshed. Da jeg havde mixet Livet er en labyrint og rimeligt veltilfreds sendte den til Jens, kom der en tilbagemelding.

“Kamp om pladserne, alle til fadet, der er serveret og det er synd, kræver mere luft.”

Hm, okay, så prøver jeg noget andet. Den mail korrespondance fortsatte og jeg var lidt i vildrede over hvad han mente. Det var først da han spurgte om vi ikke kunne prøve at gribe mixet an, som om vi på ny skulle opfinde den dybe tallerken, altså lave en slags remix, at det gik op for mig hvad han mente. Han forslog f.eks. på "Det hele ligner en film", at vi fjernede trommerne i omkvædet. På den måde opstod der nogle nye musikalske udfordringer, der således i stor udstrækning var op til mig, at komme op med hvad der skulle gøres for at sangen kom til at fungerer. Men det var nu ikke så svært og det kom rimeligt meget af sig selv, hvad der skulle spilles.

Vi kan altid gøre det kedeligt
Da vi lavede grundbånd var det vigtigt at musikerne spillede det de havde lyst til, for at skabe noget vitalt og interessant. Mens det stod på joke'ede vi med at "Så kan vi (Jens og mig) altid gøre det kedeligt bagefter". I flere passager måtte vi ofre nogle af Anders super fede og interessante guitarer for at få det til at passe ind i det musikalske selvbillede som Jens har. Da jeg har som mål at skabe den plade som kunden, altså Jens, ønsker er det min klare opfattelse at produktet blev bedre af det. Jens overraskede mig ved at fortsætte med at være i proces, selv efter at jeg var holdt op med det. Det tog et par mails frem og tilbage at få kickstartet min proces igen. I nogle grad fordi Jens er en tilstand, ligesom hans musik og han ikke benytter sig af gængse musiker termer. Så jeg brugte lidt tid på at forstå og oversætte. Jeg ser det som er en vigtig opgave, som producer, at have et ønske om at forstå kunden og ikke bare afskrive ham som besværlig. For det Jens søgte at formidle gjorde bare rejsen endnu mere interessant end den sådan set allerede havde været. Jens vil gerne forfører sin lytter og det håber jeg at vi har formået.

Target Records som Jens indgik aftale med om at udgivet albummet, syntes til min store forundring og morskab at albummet lød psykedelisk. En af mine venner gjorde mig opmærksom på at det ord jo betyder bevidsthedsudvidende, så er det jo ikke så ringe endda. Det bekræfter mig i at vi ikke kan styre hvordan andre mennesker opfatter det vi går og laver. Vi kan kun bestræbe os.

Jens K - Sekunder overalt udkommer mandag den 26/8 2013 - Kan lyttes her

Jens K – Kapitel 3 – En lyd opstår

Thu, 15 Aug 2013 21:20:53 +0200

Ved 12 tiden var vi alle stillet op og vi gik i gang med det første grundbånd.

Før vi gik i gang med en given sang, startede vi med at lytte til demoen Jens og jeg havde lavet af sangen. Vi fortalte med vilje ikke bandet hvilket referencer vi havde haft. Det var vigtigt at de selv kom med deres bud. Da vi havde indspillet første grundbånd og vi skulle til at gå i gang med nummer 2 havde vi en lille, men meget vigtig snak. Anders der på den første sang havde spillet en klassisk grundbånds guitar, altså en rolle der mere bandt tingene sammen end én der havde en selvstændig rolle. Han var lidt nervøs for om der ville være mulighed for at komme tilbage og lave overdubs. Det var der selvfølgelig, men vi ville da gerne undgå det. Her blev det slået fast hvor vigtigt det var at Anders ikke spillede på den måde, så behøvede han jo nemlig ikke at komme igen. Men i langt højere grad spillede en bærende melodisk/stemnings rolle, som han kunne stå inde for. Jeg havde også fortalt både Christian og Jeppe hvor vigtigt det var at de spillede sig selv og kreerede deres egne fortolkning af de demoer de hørte. Efter denne snak fik vores lille band virkelig sin egen sound. Så pga. vores grundige forarbejde og den lille snak, gik det virkelig hurtigt, så da dag 2 var omme havde vi indspillet de 6 sange vi havde planlagt at indspille på 3 dage. Nu så vi vores snit til at indspille pladens resterende 4 sange på den sidste dag.

Det var egentligt lidt sjovt at opdage at de demoer Jens og jeg havde lavet og den grund-feeling vi havde talt om, var virkelig tæt på det vi endte med at få på indspilningerne. Vel at mærke uden at have sagt til de involverede musikere, hvad vi ønskede. Kun ud fra nogle meget grundlæggende demoer med akustisk guitar og bas, bare meget bedre selvfølgelig og med en helt unik sound fra tre klasse musikere.

Jeg vil gerne lige fortælle lidt om de arrangements greb jeg har fortaget, som jeg også har beskrevet lidt i historien om Janni Littlepage’s Winds of Change. Jeg synes det er vigtig at hvert stykke i sangen har sin egen identitet og da Jens kompositioner er af sådan en natur at de ikke benytter sig af mange akkorder. To forskellige stykker i en sang, kan godt have de samme akkorder, derfor måtte jeg foretage nogle greb, der fik dem til at skille sig ud fra hinanden. Jeg fortalte musikerne om at jeg ønskede denne forandring, selv om akkorderne ikke ændrede sig. Vi talte om hvilken slags forandringer det kunne være, men det var nu mest op til dem selv at finde på hvad de skulle spille. Et godt eksemble på disse subtile skift kan høres på Knogler og sne, men de arrangements tanker er strøet ud over hele albummet.

Jens K - Sekunder overalt udkommer mandag den 26/8 2013 - Kan lyttes her

- fortsættes i... Kapitel 4

Jens K – Kapitel 2 – Demoer må der til

Thu, 8 Aug 2013 11:20:45 +0200

Hvis vi bare skal kaste nogle musikere ind i studiet og tæller til 4, må der forberedelse til. Her er trin nr. 2:

Op til vores første grundbånd session, lavede vi demoer af alle de sange Jens havde forestillet sig skulle med på albummet. Det gjorde vi på 2 dage i november 2012. Jens på guitar og vokal og mig på bas, guitar, lydeffekter og kor. Det blev efter min bedste overbevisning nogle rigtig gode og stemningsfulde demo. Da vi lavede demoerne brugte vi meget referencer til at hænge vores musikalske ideer op på. List ikke væk som en tyv trækker veksler på Everybody’s Talkin’ med Harry Nilsson. Livet er en labyrint og Det hele ligner en film havde et vist slægtskab med Word on a wing og Stay med Bowie. Sekunder overalt skulle være rootsie som Forget Marie med Beck. Det var dog ikke alle sangende der havde så klare referencer. Det var meget anvendeligt i denne proces. Men lad det være sagt med det samme at det ikke var tanken at musikerne skulle have den information. De skulle helst bare lade sig inspirerer af det vi spillede på demoerne. Det var nogle meget enkle, men markante demoer, som gjorde at hver sang i denne enkle beklædning, stadigvæk have en meget tilstræbt individuel identitet. Det skulle vise sig at være et godt stykke forarbejde vi her lavede.

Den store dag oprandt hvor vi mødtes. Jens, Anders og Christian kendte ikke Jeppe, som på den måde var the odd one out. Vi var egentligt alle odd ones out for det var et herligt clash af musikalske stilarter vi som band repræsenterede.

5 Havannaer i en cigaretpakke
Vi havde tre dage til at nappe 6 grundbånd i kassen, hvilket var et realistisk tidsforbrug set i lyset af at vi skulle opfinde den dybe tallerken 6 gange. De første timer brugte vi på at stille op og lave lyd. Mit studie er ikke stort og når man putter et trommesæt, klaver og Würlitzer samt guitar forstærker med tilhørende guitarist og dertil lægger forsanger og producer som også er tekniker og bassist, så begynder pladsen at blive trang. Det er som at insisterer på at putte en Havanneser i cigaretpakke

Udfordringen var at jeg ville gerne optage live takes der kunne bruges på pladen som de var. Det er nemt nok i et stort studie med bokse til de forskellige instrumenter. Men den luksus har jeg ikke. På nær trommerne som var inde i den lille boks jeg har, så stod Würlitzer, som spillede gennem en forstærker, et akustisk klaver og en guitar forstærker i samme rum, som også var lig med kontrolrummet. Kunsten bestod altså i at undgå bleed mellem de forskellige instrumenter. Det klares dels ved at sætte mikrofonerne helt tæt på kilderne og dels ved at spille ved en lydstyrke der gør at mikrofonen kun høre kilden. Hvis kilden spiller for højt ”bløder” den ind i nabo kilden. Det er ikke det store problem mellem forstærkere, men når du blander et akustiske klaver ind i sagerne, der ikke spiller ved samme lyd niveau som forstærkerne, har du potentielt balladen. Men det virkede til min store tilfredshed, som det bl.a. kan høres på Solen drejer som en maskine, hvor alle live instrumenterne er i brug samtidig.

Jens K - Sekunder overalt udkommer mandag den 26/8 2013 - Kan lyttes her

- fortsættes i... Kapitel 3