Der var ét nummer som blevet indspillet på musikernes præmisser og hvor ingen blev dikteret hvad og hvordan de skulle spille. Den 12. Sang, band kompositionen der skulle lette presse fra mine skuldre. Nummeret skulle fungere som en stopdans, men hvor lytteren slipper for at gå hen og trykke stop på afspilleren. Det var planen at lægge breaks ind i nummeret på de mest umulige steder vi kunne finde på. Det havde være en stor og tidskrævende opgave komponerer det på forhånd og derefter formidle akkorder, melodi og umulige breaks videre til musikerne. Så er det langt nemmere og ikke mindst meget hurtigere at inddrage dem og få alle i spil til kompositionen. Vi komponerede i fællesskab en stribe akkord rundgange i en AABA form. Vi fandt ud af hvordan vi hver især ville spille, lavede en begyndelse og en slutning. Så indspillede vi en sektion af gangen for at finde ud af hvor de forskellige breaks skulle være. Da vi havde gjort det indspillede vi nummeret fra start til slut i sin helhed. Det blev meget vellykket og helt sit eget og originale udtryk dog med referencer til Morricone. Det er helt klart et af mine favorit numre på albummet.

For at få musikerne helskindet igennem grundbånds dagene, hvor vi skulle spille så mange forskellige stilarter og de havde så forholdsvis lidt indflydelse på hvilken retning musikken skulle, var det vigtig for mig at musikerne var glade og følte sig værdsat og godt tilpas. Det er en meget let øvelse, der i sin enkelthed går ud på at oprigtigt tilkendegive, at det de spiller er fedt og vi får det rigtige i kassen. En anden metode jeg brugte var at lyve. F.eks. sige: Vi skal lyve en Highlife. Ingen af os er afrikanere eller har interesserets synderligt for Highlife som musikere. Men vi har alle hørt Paul Simons Graceland album fra 1986 og ved at det minder lidt om reggae. I min research til dette kapitel, læste jeg lidt om sagerne på wikipedia og jeg skylder lige at fortælle at den musik de spiller på Graceland ikke er Highlife. Det siger bare hvor meget jeg vidste om den sag! Men tricket virkede, for på den måde tog jeg lidt af presset fra deres skuldre over at skulle spille en stilart ingen af os rigtig havde styr på og samtidig bevare den legende tilgang. For når vi lyver, plukker vi jo bare frugterne ud af fantasien for at nyde smagen og den smag kan de fleste mennesker lide.

Lise er ikke musiker eller sanger. Faktisk var hun en af dem der af musiklæreren blev sendt ned bagerst i koret for hun var jo en ”brummer”. Så den vokale selvtillid var ikke på sit højeste. Vi havde været omkring at vi skulle finde en sanger, men det blev hurtigt pillet af opslagstavlen. Fra starten havde vi talt om at vi skulle synges sammen. Grunden var at ingen af os var sikre på om Lise og hendes stemme kunne klare opgaven at synge et helt album. I tiden fra vi havde indspillet grundbånd til Lise skulle indsynge sine vokaler, gik hun hos Paula Befrits som er sangcoach. Så en dag, et par uger før vi skulle lave de første vokaler, sagde Lise af hun gerne ville synge sangene selv. Det synes jeg var en god ide. Det var ikke uden en vis nervøsitet at vi gik ned i studiet for at lave den første vokal. Men det gik overraskende nemt og med et godt resultat til følge. Det er min oplevelse og overbevisning at når det gælder sang, handler det ikke om at have den bedste stemme, men den rette attitude. Vigtigheden af at Lise skulle lære at holde af sin egen lille stemme og at den var god nok. Og så handler det om et behov – og behovet var at hun skulle bruge noget musik til sin Tigertræning. Hvem fanden har brug for X-faktor!

- fortsættes i... Kapitel 5