Tilbage i 2002 blev jeg kontaktet af et Grønlandsk pladeselskab, Atlantic Records. Det var i den spæde start af den singer/songwriters bølge der i de sidste 10 år er fejet ind over landet. En bølge der i første omgang gav os Tina Dickow og Teitur, men som på dette tidspunkt endnu var helt ukendte i den bredde offentlighed. Sidenhen er navne som Mads Langer, Simon Lynge og mange flere stødt til.

Selskabet havde en ny ung artist. Angu hed han og han havde skrevet en stribe rigtig gode sange. De var vist kørt lidt fast oppe nord på, så produceren som i øvrigt var dansk og pladeselskabs direktøren som i øvrigt var Grønlandsk, var taget et smut til Danmark for at få indspillet trommer og give deres indspilninger et friskt pust. Valget var faldet på Sweet Silence Studios.

Trommeslageren var dansk og hed Bjarne T. Holm. Folk der er inde i heavy rock genren kender måske ham som manden der spiller med Mercyful Fate og King Diamond. Så vidt jeg husker blev indspilningen klaret på et par dage eller tre, uden de store sværdslag. De tog hjem og jeg gik videre med nye opgaver.

Jeg må åbenbart have efterladt dem med et godt indtryk, for få måneder senere bliver jeg kontaktet af pladeselskabets danske mand. Han spurgte mig om jeg kunne være interesseret i at producerer albummet færdigt. Vil et barn i en slikbutik have slik? Ja for fanden! Eller ja tak, som jeg høfligt svarede, det ville jeg da gerne. Det skulle foregå i Sweet Silence, ikke i Grønland, desværre. Jeg skulle overtage en session som der allerede var indspillet er del på og arbejde videre ud fra det.

Der er meget at fortælle fra den session, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om tilblivelsen af sangen Red Lights.

Ofte i studiet og produktionen af en sang, bliver der lagt musikalske lag på som ikke nødvendigvis bidrager med noget bærende til tracket, men som måske bare limer det sammen eller skaber en fylde eller slet og ret lyder lækkert. Det kan have sin berettigelse til nogen stilarter og er nogle gange bare et modelune der skyller gennem pladeindustrien. På dette tidspunkt i min musikalske udvikling, var jeg ret træt af særligt ét instrument, som ofte lidt ukritisk bliv lagt på tracks af de grunde jeg beskrev før. Det var populært kaldet, lejrbåls guitaren. Den bliver oven i købet ofte dubbet, så der kan ligge en i hver side af højtaleren. Og hvis det går virkelig højt så lægger man én med Nashville tuning oven på. Nu sætter jeg tingene på spidsen. Jeg har intet imod akustisk guitar, tværtimod. Men altså, jeg var en mand med en mission. Jeg ville gerne bruge instrumenterne mere melodisk. Så snarere end at spille en akkord, så spille et melodisk forløb der antydede akkorden.

Det kan lyde simpelt nok at forslå til en stribe musikere, at vi ikke skal gøre som vi plejer, men prøve noget nyt. Men det var ikke lige til og jeg mødte en del modstand. Det var noget af en udfordring, da jeg ikke havde så mange værktøjer til at skabe følgeskab for mine ideer og visioner. Derudover var jeg også opsat på at det var mig der bestemte og det er ikke altid den bedste forudsætning for at få lov til at bestemme.

- fortsættes i... Kapitel 2