Sitcom Valley – Kapitel 2 - Johnson bliver fyret
Kort resume: I starten af 2013 opdagede jeg at Johnson (ikke hans rigtige navn), en berømt producer, tekniker og mixer var afgået ved døden tilbage i januar 2010. Han havde lavet plader med bl.a. George Harrison, The Rolling Stones, Tom Petty bare for at nævne nogle få. Jeg var hans assistent under indspilning af bandet Sitcom Valley (ikke det rigtige bandnavn). Jeg har valgt at anonymiserer studiet, band og personer af respekt for den afdødes efterladte.
En dag kunne forløbe således. Johnson og jeg mødtes kl. 10 og gjorde klar til dagens indspilning. Så ville bandet komme omkring kl. 11 og vi ville begynde at indspille. Mens bandet spillede sangen op, ville Johnson sidde inde i TV stuen ved siden af kontrolrummet og læse i sin bog. For som han sagde, at når han ikke kunne koncentrere sig om bogen mere, var det fordi bandet havde gang i noget godt og han ville komme ind til mig og lytte, ryge en lille tynd cigarillos og rocke med hovedet til musikken. I alt den tid inden han kom ind, rullede jeg bånd, skiftede det når det var til ende osv. Når der var et godkendt take på bånd ville jeg overføre det til ProTools, så arbejdet kunne fortsætte i det digitale miljø.
The do’s and don’t’s
Nu følger en meget nørdet beskrivelse af hvordan man IKKE skal editere i indspillet trommersæt. Hvis du ikke interessere dig for tekniske detaljer kan du roligt gå videre til næste afsnit, uden at misse nogle pointer i fortællingen.
Da nummeret var overspillet til ProTools lyttede vi taket igennem og Johnson satte steger og prikker på et stykke papir som korresponderede med nummerets længde. De steder der var en prik skulle jeg klippe og rykke lidt på et slag. F.eks. flytte ganske lidt på lilletrommen. Når man klipper trommer er det meget vigtigt at klippe alle de spor der er indspillet trommer på, på én gang. Det dette forgår meget tidligt i min tekniker karriere havde jeg endnu ikke lært eller forstået dette, så når Johnson bad mig at rykke et lilletromme slag lidt tidligere eller senere, var det kun lilletromme sporet jeg flyttede på. Det giver noget værre rod med fase og flam mellem de andre spor der ikke bliver flyttet. Det er lidt ligesom et puslespil du har samlet forkert og bare mast brikkerne samme, for at få det til at passe. Men det gør det ikke og det ser ud af helvede til. Der er visse fejl her i livet man kun gør én gang, det her er bestemt én af dem.
Sitcom Valley er et band med stor selvbevidsthed som er vant til at blive taget sig af og vartede op. Så Johnsons arbejdsmetode med at ligge på sofaen med en bog, til han synes det havde noget der var værd at lytte på, var de ikke tilfredse med. Set med mine øjne havde Johnson en unik chance for at indgå i en kreativ proces med bandet. Det gjorde han ikke og om det var fordi han ikke ville eller ikke havde ikke de fornødne kvalifikationer til at indgå i en proces, ved jeg ikke. Men det havde fatale konsekvenser for hans fortsatte arbejde med bandet. Dagen oprandt hvor bandet ramte muren og havde fået nok. Forsangeren mødte op og gav deres pladeselskab mand, Hr. Klean (ikke hans rigtige navn) besked på gøre det fornødne, herefter forlod han studiet. Med tunge skridt gik Klean ud til Johnson i køkkenet og meddelte ham bandets beslutning, hvorefter han også forlod studiet. De eneste der nu var tilbage i studiet var Johnson, praktikanten og undertegnet.
Læs sidste afsnit her
torsdag den 3. oktober 2013