Lysår – Kapitel 4 – Let som en fjer
I forrige kapitel fortalte jeg lidt om en ny metode jeg er begyndt at bruge, karakterfyldte sange.
Thomas har skrevet en lille fin sang med et let guitar fingerspils tema og et dertilhørende fløjte hook. Tromme og bas følgeskabet til sangen er en knastør gang 70’er folk/funk. Og her holder så det fine op, for det lyriske tema fortæller den tragiske historie om en teenager pige, talentfuld elite idrætsudøver, som lider af spiseværing. Det er et godt drama om forventningspres, liv og død og skidengul emalje. Om historien er troværdig eller ej vil jeg ikke gøre mig klog, men det er efter min mening, godt drama.
I lang tid levede sangen med den backing jeg beskrev før. På et tidspunkt blev vi enig om at der skulle mundharmonika på temaet og i mellemstykkerne. De fik en klagende klang ala Once Opon In The West. Pludselig begyndte den indre film at rulle på nethinden og det var ikke en cowboyfilm. Mundharmonikaen blev den ensomme og syge pige, som så desperat havde brug for hjælp. Den sorgløse backing, var det intetanende omkransende samfund.
I c-stykket, midt i sangen, synger Thomas om piges mor, der holder en fest fordi hun er så dygtig til sport og er en rigtig ”vinder”. Så det blev vigtigt for mig at få givet moren en lyd og et instrument. Jeg forstiller mig en mor som er en hvirvelvind af energi, stolt og glad over sin datters formåen og helt uvidende om hvad der forgår inden i pigen. Vi havde ingen problemer med at blive enig om at det skulle være et klaver, men mere vigtigt var det hvad og hvordan det klaver blev spillet, for at blive til moren. Jeg havde en forestilling om at god gang Ragtime kunne tilføre noget af den energi og løssluppenhed som passede til karakteren jeg forstillede mig inden i hovedet. Musikalsk set er det er lidt ligesom at få en firkant ned i et rundt hul. Mikkel Handberg hedder pianisten som skulle bringe liv i morens karakter og det gjorde han på vidunderlig vis.
Så nu har vi altså samfundets lette ligegyldige uvidenhed, datterens klagende ensomhed og den stæreblinde mors kaglende kærlighed. Som en sidste spydspis til at latterliggøre denne tragedie, kommer Narren (eller er det måske gud?) ind i skikkelse af en banjo og har en samtale datteren. Eller som man jo også bare kan sige; Banjoen spiller en chase med mundharmonikaen.
For mig er det her en måde at søge inspiration på og ikke et forsøg på at lave filmmusik eller musicals. Det er meget bevidste valg. Jeg går efter at instrumenterer en sang på en måde som skaber billeder. Og hvis ikke instrumenterne skaber billederne af sig selv, vil jeg gå meget langt for de spiller noget eller på en måde der i konteksten er billedskabende. Jeg kan selvfølgelig ikke sige om lytteren i den anden ende får de samme billeder, men det er jeg heller ikke så optaget af. Det vigtigste er at det rører mig og det giver sangen en særegen personlighed. Så bilder jeg mig ind at lytteren intuitivt opdager det og måske ligefrem bliver berørt af det. Det må gerne stritte og udfordre sangens indbygget konformitet.
onsdag den 18. september 2013