Sitcom Valley – Kapitel 1 - Johnson ankommer
I starten af 2013 opdagede jeg at en berømt producer, tekniker og mixer var afgået ved døden tilbage i januar 2010. Han døde mens han ventede på en lever transplantation. Han var en god mand og en tekniker og producer med en diskografi der kan gøre de fleste studiefolk misundelige. Den tæller bl.a. George Harrison, Del Amitri, The Rembrandts, Tom Petty bare for at nævne nogle få. Jeg har valgt at anonymiserer studiet, band og personer af respekt for den afdødes efterladte.
Det er tidlig sommer for en del år siden og studies ejer viser guitaristen fra et stort dansk band rundt i studiet. Bandet er på jagt efter en location til at indspille deres næste album i. Lad os kalde bandet Sitcom Valley. De havde hyret en amerikanske producer, tekniker og mixer. Han havde bl.a. et The Rolling Stones album på samvittigheden, men TV fans vil kunne huske titelsangen fra et meget berømt komedie serie der gik mange år på dansk TV, som han også havde indspillet og muligvis produceret. Når jeg skriver muligvis, er det fordi har været svært for mig at finde ud af hvad han har lavet og ikke lavet. Der findes ikke nogen Wiki på manden og kun nogle ganske få artikler om ham. Jeg vil vælge at kalde ham Johnson for nemheden skyld. Johnson havde også et par danske forbindelser fra tidligere, så det var ikke første gang han arbejdede med danskere. Det var måske derfor han havde fået tjansen.
Få dage efter at Johnson var ankommet, valgte nogle mennesker med dubiøs karakter at slå en masse amerikanske statsborgere ihjel. Vi sad alle samme inde i TV stuen og så det med munden åben og troede ikke vores egne øjne. Og Johnson som amerikaner var selvfølgelig endnu mere berørt end vi var, da han var lagt væk fra sin familie og venner som var direkte berørt af hændelsen.
15 minutters harddisk
Johnson var en mand der forstod sig på analog indspilning og havde gjort det siden starten af 70’erne. Til gengæld havde han ingen viden om hvordan ProTools virkede. Det kom som noget af en overraskelse for Pladeselskabet at de nu også skulle til at betale en mand for at betjene computeren. Men det var nu mit held, for studiets ejer der selv var en anderkendt musikpersonlighed, kunne jo ikke være Johnsons assistent. Men det kunne jeg! Det var ved denne lejlighed jeg lærte the do’s and don’ts når man editere trommer. Mere herom senere.
Johnson havde som det første, ladet indkøbe 20 stk. 2” bånd til projektet, på pladeselskabets regning selvfølgelig. Johnson var af den gamle skole og den måde han arbejdede på var, at lade et bånd optage til det var fyldt. Herefter skulle jeg med lynets hast, skifte det ud med et nyt og trykke optage. Det var sådan det var foregået med The Stones og det skulle vi også gøre med Sitcom Valley. Heri ligger der 2 problemer. Det ene værende at Sitcom Valley ikke havde skrevet deres sange eller tekster færdige da de ankom til studie. Det er der ikke noget underligt i og sådan er der mange bands der arbejder. Men det var til stor ærgrelse for Johnson, som følte at han ikke rigtigt kunne gå ind i materialet, når det ikke var færdigt. Studietiden blev brugt på at forfine sangene og store mængder bånd til følge. Det andet problem lå i at et bånd dengang kostede omkring 3.000 kroner, så der lå altså for 60.000 kroner bånd i maskinrummet. Da selskabet opdagede dette var de… hvad skal jeg sige… nå ja, chokerede.
Læs kapitel 2 her
torsdag den 26. september 2013