”Skriver du ikke et blog indlæg om mig? Så skal det handle at jeg altid gør hvad ”mr. producer” (sagt med amerikansk accent) siger.” Det får mig til at smile og kluk le. Af to grunde: 1. Det er en sjov udtalelse 2. Det passer ikke at Thomas altid gør hvad jeg siger. Thomas er manden bag synonymet Lysår og er Pink Floyd ekspert og har som sådan afholdt et ton af foredrag om det emne rundt i hele landet.

Tilbage i sommeren 2010 gik vi i gang med de første demoer til det album der hedder Frontfigur på orlov. Når et album tager lang tid at lave, er det ikke fordi at vi arbejder langsomt når vi er i studiet eller at vi har arbejdet hverdag i 3 år, langtfra. Det er et udtryk for at Thomas har et liv og et arbejde som skal passes og en indspilnings proces skal passe ind rundt omkring livet og arbejdet. Faktisk har den samlede produktionstid kun været på 34 dage.

Jeg har siddet og funderet over hvad jeg skulle fortælle fra vores proces og hvad der kunne være relevant at dele. Der er jo sådan set nok at oplevelser at tage fra, når vi har været i gang i så lang tid. Så jeg vil fortælle om de gange vi ikke har været enige og hvordan vi er kommet frem til en løsning. Men allerførst vil jeg lige fortælle om hvordan jeg har grebet processen an.

Thomas havde skrevet en stribe sange, som jeg ikke på forhånd havde hørt. Så går vi bare i gang med grundbånd, uden en plan og bare lader os inspirerer af musikken og hindanden. Det er en lidt tidkrævende metode, for det kræver at vi opfinder den dybe tallerken, mens vi står med hænderne nede i bolledejen. Vi starter i et hjørne og arbejder os helt intuitivt frem efter, så det er først når vi står ved mix at vi ved hvordan sangen kom til at lyde. Det er sådan en dejlig planløs måde at arbejde på. Næst efter Kontroltab (læs mere om Kortroltab i blogindlægget om Grimme mennesker eller Den hvide klovn) er denne metode min favorit.

Én sang voldte mig flere problemer end jeg havde forestillet mig og Thomas gjorde ikke som jeg sagde, som han jo ellers påstår han altid gør. Men det var måske også meget godt. Det var faktisk den første sang vi lavede en demo af tilbage i sommeren 2010. Demoer kan være en farlig ting, de kan nemlig lige pludselig blive ophøjet fra demo til album track. Noget der ikke altid er at fortrække. Donna Ø hedder sangen. Vi indspillede den i en version, med trommemaskine og forskellige midi keyboards.

Fra starten have Thomas en vision om at den skulle synges af en kvinde, en vision jeg ikke helt forstod. Sangen handler om en kvinde der har forladt sin ignorant af en mand, men med en velbjærget pengepung og derfor råd til en lejlighed på Østerbro. En mand som hun måske ikke valgte helt med hjertet, men mere for at få en lejlighed, når ja på Østerbro.

Nu er jeg stor tilhænger at en kunstner går i forreste række og som minimum synger sange i ”jeg” eller ”vi” form. Om sangen er sand eller falsk, fordomsfulde, overbærende eller indsigtsfuld er ikke så vigtigt. Så at Thomas havde skrevet en (efter min  mening fordomsfuld) sang om en forvirret kvinde på Østerbro havde jeg ingen problemer med, men at han ville have en anden til at synge den, var i mine øjne forræderi mod den kunstneriske integritet og den kontrakt vi som kunstnere indgår med lytteren.

- forsættes i... Kapitel 2